Jernkorset.dk

                                                                                                                                            Fra Felten          

                                                                                                                                            Fra Kampene i Polen. 

                                                                                                                                           Pr. (Rusl.), den 10. Januar.

   Jeg er Ordonans ved Brigadestaben. Om Dagen ligger vi paa

et Gods ca. 4 Kilometer bag Fronten. Men om Natten gaar vi til­bage til et andet Gods ca. 7-8 Kilometer bag Skyttegravene.

Russerne ligger bag en lille Flod R., hvor de har forskanset sig paa en Høj. De har fem Rækker Skyttegrave, saa de kan be­skyde vort Fodfolk fra 5 Grave paa en Gang. Vi har som Følge deraf en meget farlig Stilling.

I Førstningen vidste vi ikke, hvor stærkt Højen var besat, nærmede os til en Afstand paa 500 Meter og vilde gaa over Floden. Men dette maa Russerne vel have anset for alt for næsvist af os. Vi fik nemlig en Ild, som vi endnu aldrig havde været udsat for. Vi maatte gaa tilbage. Men om Natten, efter Mørkets Frembrud, gik vi atter frem til samme Sted, gravede vore Skyttegrave, hvor vi nu ligger., og kan foreløbig ikke komme videre som Følge af den 4-5-dobbelte Overmagt.

Nu har Russen imidlertid mærket, at vi ikke arbejder for at komme over, men har andre Planer, saa nu vil han over at se vore Stillinger efter. Og netop en køn og stille Nat som denne havde han planlagt et Angreb paa os.

Brigadechefen var kommet i Kvarter, og mine Kammerater og jeg var ogsaa kommet hjem - vi bor i Telefonværelset. Generalen og hans Stab var ved at spise Middagsmad, og vi kogte ogsaa lidt. Da kommer der én ind og siger, at der kan høres Infanteriild på vor højre Fløj. Ti Minutter efter ringer det i Telefonen. Der kommer fra Skyttegraven telefonisk Melding om, at Russen har aabnet en Ild, der kunde ligne Indledningen til et Angreb. Bri­gadeadjudanten kommer til Apparatet, men tror ikke, at det har noget at betyde. Det ringer igen; et andet Regiment melder, at det er udsat for stærk Artilleriild. Generalen kommer selv til Apparatet og spørger for ved et andet Regiment, hvad der foregår der, og han erfarer da, at der sandsynligvis er et Angreb i Gære over hele Linjen i hans Front. Han venter endnu ca. 20 Minutter. Men da der stadig indløber Meldinger om, at Ilden forstærkes, tilkalder han nogen Reserve.

Reserven er paa sin Plads. Pludselig kommer der Melding om, at Russerne angriber med en 4-5-dobbelt Overmagt og sandsynlig­vis vil gaa over til Storm. Straks telefoneres der ud til alle Sider, at alle Reservebatailloner saa snart som muligt skal frem til Understøttelse.

Imidlertid er Russerne allerede gaaet over til Storm og har taget vor første Skyttegrav.  Men det vilde vore Folk dog ikke finde sig i at være uden Grav om Natten.

 Nej, nu var Reserven der, Generalen befalede: de tagne Skyttegrave tages tilbage, Trompeten lød - for mangen én sidste Gang - og saa gik det atter frem mod Fjenden. Det kom til en Kamp, som, efter hvad min Kammerat fortalte, ikke er til at beskrive. At bruge Bajo­netten var der for mange til, nej, de maatte som i gamle Dage bruge Kolben. Ja, min Kammerat, en Hornist, som intet Gevær har, maatte bjærge sig med sin Trompet. Efter kort Tid indsaa Rus­serne, at om de end var mange, maatte de gaa tilbage. Vore Folk indtog atter deres gamle Grav og sendte Russerne en sidste Hil­sen, nemlig med Kugler. Men det viste sig, at mangt et Gevær ikke vilde gaa af efter den Omgang, det havde faaet.

Vi indtog altsaa igen de gamle Stillinger, og Reserven blev sendt tilbage. Men mangen en god Mand maatte blive der og hviler nu i Ruslands kolde Jord.                                 P.M.