Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

15. juli 1916, Uzjany (Utena)

< Forrige Næste >
Uzjany (Utena)
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

Kære Forældre!

Nu er jeg nået til U. og har nu endelig tid til at skrive til Eder. Som jeg skrev på et Kort er vi nu ikke mere i Borovikischki; men på grund af en umgruppering er vi kommen 7 Kilom. længere mod Nord, vi ligger på et Gods, men det er ikke så dejlig indrettet som hos os i B.  Vi har straks begyndt at arbejde i vor Hytte, som næsten er en som den, vi drog fra, men ikke så køn. Der hvor vi ligger nu er tæt ved Rautensee, jeg ved ikke om I har det på Kortet. Ja der kan man se hvor hurtig man kan komme bort fra et sted, om Middagen da vi spiste til Middag vidste ingen noget, selv Majoren ikke, (som i denne tid fører Reg.) og kl. 4 havde hver allerede sine Befalinger. Og om natten rykkede vi af.

Ellers er alt ved det gamle, jeg var helt glad ved, at jeg skul­de efter Øl denne gang, da man dog var et par dage ude af denne udredehed, I kan tro der var allehånde at samle derhen, hvad man nu har samlet sammen i denne lange Stillingskrig, og som man må give afkald på, når det skulde gå videre. Man har lavet Møbler og lign., men vi har nu alt med. To gange kørte en Vogn efter vore sager. Så vi får det også nok lidt hjemlig indrettet her med tiden.

Jeg kom hertil i morgen kl. 5. Og er nu gået over i Soldater­hjemmet. Det er meget kønt der, det er endnu ikke åbnet, først kl. 6; men de gamle Landstormer har anlagt et Haveanlæg med Bænke og Borde. Ja man skulde næsten tro, at man sad i en af Fyns Strandbyer. Kl. 6 vil jeg drikke Kaffe. Jeg har Smør med, og her gives der en fin Hvedebrød som smager udmærket, og så går jeg ned i Byen. Hør lille Mor, tak for Smørret i Doser, vil du ikke sende det således i fremtiden, så vil jeg sende dig Doserne hjem, så snart de er tomme. Jeg er jo nu Postmester, så det skal jeg nok få i orden.

 Hvorledes går det med Høet. I kan tro jeg havde lyst til at hjælpe; men det blir nok ikke endnu i Sommer, forhåbentlig et par dage i August. Her på Banegården står der en 100 Slåmaski­ner som bliver fordelt på Tropperne. Det er jo ikke så vidt end­nu her. Ja man skulde undres over sådan som alt fungerer, og ikke et sted kan man sige stopper det, det er i og bag ved fronten.

Ja nu vil jeg slutte for i morgen, med mange kærlige Hilsener

fra Peter

 

Oprettet: 27-03-2011 18:19:34 | Rettet: 05-07-2014 20:16:40