Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Fik ingen Post idag; men jeg skrev heller ikke igår, vil derfor sende en lille Hilsen idag. Vi har det godt, er sunde og raske. Nu i overmorgen tager den gamle på orlov, så blir der vel lidt mere ro en tid. Det er nu ikke for det, at han gør de store fordringer, men når Manden ikke er hjemme, spiller Musene på Bordet.
I morgen tidlig vil jeg tidlig op, og ved Solopgang plukke Æbler og Pærer. Det er så streng forbudt; men da sover de jo endnu alle. Ja det er ikke forbudt af Regt., men af Hærforvaltningen, det skal da alt laves til Marmolade. Jeg har tænkt jeg vilde sende to Hjem til Eder - en til Vodder til Morbror Peter, og en vil jeg sende til Børnene i Hygum. Det vil de blive glade ved. Bare nu Sukkeret kommer an. Så sender jeg et par små pakker til Far, jeg vilde også sende to til Mor og Trine, som jeg skrev om, dem har jeg ikke fået endnu. - Ja min Forretning, om det også kun er med Aviser, kan nok give lidt af sig, bare vi må blive her ret længe. - Og så har Konov sagt, at hvis det kan lade sig gøre, så får I i år igen et Kurv med Æbler som sidste Aar, det vil I vel nok have. Men alt er dog beslaglagt; men han mener nok, det kan lade sig gøre. Nu ikke mere i Aften.
Slutter med mange kærlige Hilsner fra Eders Taknæmlige Peter