Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Tak for pakken og brevet i går. Pakken fik jeg dagen før jeg kom her hen; men jeg stoppede hele pakken i Kogeapparatet, det kunde udmærket gå. Og den er jo god her, for alting er jo doppelt så dyrt her som i Løtzen. Og man kan jo ikke have så meget på oplag, da vi jo ingen Skab har. Vi ligger I8o mand i en hel ny hestestald, hvor vi bliver liggende til den 19, så kommer vi i de rigtige barakker. Men vi vilde næsten hellere blive liggende her, hvor vi er, da det er så lyst og luftigt. Turen her hen igår faldt mig helt let, jeg kunde godt have gået 10 kilo. til. Jeg mærkede slet ikke noget til det, da vi havde ligget en time efter vi var kommen herhen. Men der var mange, som måtte blive undervejs, en 10 stykker blev slappe og faldt om, hvor ser det dog grim ud, når en der falder om, og man blir så skidt tilpas, når man ser det. Min sidemand faldt også. Der ligger 45 i Sengen i dag. Jeg stod op kl. 5 og vaskede mig og sådan noget, og nu sidder jeg og skriver ved Hakkelseskisten. Mange har slet ikke sovet i deres fødder, da de er fulde af blærer, og skindet er næsten helt borte. Men de løber jo også om i noget skident og dårlige Strømper. I går aften fik jeg at vide, at Artilleriet No. 73 var også her.
Jeg var henne på Skrivestuen og spurgte om en time længere udlov. Ja, sagde Feldveblen, dig kan jeg jo give det, da du jo ikke drikker dig fuld; men ingen sige det til. Jeg satte så af for at finde Niels Skau, han vilde lige til at gå i seng men så fik han også en time længere, og så lå vi ude ved hans Barakke og snakkede til kl. 11. Nu i dag skal vi jo have fat på ham Vollau, som Mads kender, og Petersen og Poulsen. Niels Skau er Hestetjæner for Obersten, og han mente også, han blev det næste år. De fire første dage nu har vi Divisionsøvelse, det er det værste der gives; men det er jo dog kun 3 uger her og så er vi også færdig for i år. Manøveren er ikke nær så slem som her, siger de alle. Men vi holder det vel nok ud. Vi kan jo altid skimte udloven bag ved alt dette her. Vi ved ikke bestemt endnu, når vi kommer hjem; men vi regner med den 15 -20, og vi regner jo også med en tre uger.
Vi ligger lige for tiden 9000 mand her, så I kan nok forstå, der er røre i det. Ja nu har jeg ikke meget mere denne gang, en lille pakke kan I godt sende mig, blot skrive Arys i stedet for Løtzen.
Med Hilsen fra Peter.
Mine penge må I hellere sende af i næste uge, da jeg synes, det svinder grulig i dem, og her i Arys vil det jo vist nok ikke blive bedre. Jeg har helt forglemt at fortælle Jer, at jeg har fået første Præmie i Sport, i Turnen og Fodbold, som jo også er min Specialitet. Det er en stor bog om krigen 1870-71, men det er jo på tysk desværre, for jeg har aldrig set så fin en bog, og prisen er 10 M 80 p, så den er jo ikke helt billig. Jeg tager den med hjem.
Jeg vil helst have at I tager af mine egne penge i Sparekassen, for jeg skal jo snart have nogle igen til rejsen, og jeg har jo dog disse penge til Soldatertiden. Endnu en Hilsen fra Eders Peter.