Jernkorset.dk

Kære Forældre!

Hjærtelig tak for eders to første breve, som jeg fik i dag, og som er de første siden vi er rykket ud fra Løtzen. Kanske har I sendt flere af, som ikke har nået mig, da vi jo er flyttet om næsten hver dag, nu har vi ligget her i Bialla en 5 dage. Breve­ne som jeg fik er den ene skreven en Tirsdag morgen, og Mandag aften havde Nis Beck bragt en med fra Posthuset fra mig. Den anden er der Torsdagen efter, altså det tager lang tid, inden de kommer herop. Ja kære forældre, jeg vidste nok, at I trængte meget mere til at trøstes end mig. Vi ved ikke af at sige endnu at vi er i krig, og kan jo heller ikke kalde det krig endnu, da vi bliver liggende foreløbig til beskyttelse for befolkningen her i Østpreussen. Så man ved jo ikke, hvorfor jeg skulde så langt bort.

Vi har ingen kugle hørt pibe endnu. Mine danske venner i 7. komp fra Lyk har jo været i en lille Gefægt, og hvor de tog 8 kanoner fra Kosakkerne. På deres side havde de 3 let sårede, hvorimod på Russens side var en 69 døde; men de vil jo ingen krig de arme Russere, så snart de ser vore tropper, overgiver de dem eller løber bort. I hele vor Reg. (af 3000 mand) er der kun en død. Og han var på Patrulje eller forpost. Jeg har endnu ingen Russe  set, jeg kom herind til byen på Cykle, og har ikke været ude af byen siden, skønt den ikke er meget større end Skærbæk. Men alle de andre buroer er her, og videre behøver jeg ikke. Mine kamme­rater har det skam værre, hveranden dag er de på Forpost, og hveranden arbejder de ved Skyttegravene. Jeg sover helt til kl. 7 og har nu tjæneste fra 8 til 12 og fra 4 - 9, og i den tjænestetid kan jeg jo læse og skrive og hvad jeg nu har lyst til. Men man skal jo blot være der i den tid, da der jo af og til kommer meldinger og befalinger. Jeg sover og logerer i Rådhuset, og sover oppe i en Tårn. Min komp. ligger helt nede i den anden ende af byen, og som er noget af det værste, da man ikke altid får noget at spise derfra. De sætter jo nok til side dernede; men når vor middagsmad først er kold, er den ikke appetitlig længer. Men vi har jo vort udmærkede Kamisbrød, og smør har jeg også, og jeg har endnu ikke det stykke skinke opbrugt, som jeg fik med Kyllingen hjemmefra. Jeg har jo min Kogepotte på Cyklen, og den har jeg fuld, blot af Levnedsmidler, og det står sig ud­mærket deri; derimod de andre de skal slæbe det på Ryggen, de kan ikke tage så meget med.

I skrev, at nu måtte jeg ikke forglemme Jer over min lille pige. Nej kære far og mor, intet på Jorden kan bringe mig til at for­glemme min far og mor og mit kære Barndomshjem. Når jeg sidder så alene, som jeg gør nu, så tager jeg ofte kort op af min Tegnebog, af vor Gård derhjemme. Og i fantasien kan jeg se min lille mor i Hjørnevinduet, og far bagved i Skjorteærmer og hans lange pibe i munden, stå og spejde efter deres dreng, som kommer hjem, efter længe ikke at have været hjemme. Ja og så beder jeg Gud om, at han vil lade den dag komme, at det må gå i opfyldelse Det skal blive en dag som aldrig glemmes, og Vorherre giver os nok den dag.