Jernkorset.dk

Kære Forældre!

Kan med glæde meddele Jer at Gud har bevaret mig fra den før­ste og kanske den største fare hvad en nudtidskrig kan byde en. Det var Søndag morgen kl. 7, vi lå i en lille Vandmølle med høje til bægge sider tilvokset med skov. Af fjenden var der ikke meddelt noget nyt uden sædvanlig. Vi vilde netop til at sove lidt da det dog var søndag. Da kom der en Dragonpatrul je og meddelte at der var fjendtlige forposter i anmarch, vi tænkte ikke sønderlig meget på det; men lå os igen til at sove til kl. 10. Da blev der meldt, at der var en fjendtlig Batl. i anmarch og tog retning på "Orlau", en by der lå 500 m. for os. Vi stod der ganske alene med vor komp. Jeg meldte straks meldingen videre til Majoren; men han gav heller ikke meget agt på det. Kl. 12 kom der melding, at en udhyre fjendemasse marscherede ind på os. Kl. 1 kom vore forposter tilbage, de kunde ikke holde dem længere, og kl. 1½ åbnede vor komp. for første gang løbet for de skarpe patroner. I førstningen var fjendens ild ikke så slem; men det blev værre og værre, og så kom Artilleriet til. Og fjenden lod sig ikke standse, men gik stadig fremad, og nu stod vi der på en afstand på 150 m. man kunde se dem falde derovre på den anden side. Jeg lå lidt bag ved fronten, og kuglerne piskede om mig fra alle sider, jeg lå bag ved en stor Træ, bladene røg ned om mig, som om den blev rystet. En kugle kom på min højre side og fyldte mine Øjne af sand. Jeg skulde tilbage med en melding, da jeg kom hen til cyklen, var den skudt sammen, jeg fik en anden. Da jeg kom tilbage, var det et skrækkelig syn, vor komp. havde stormet og var blevet slået tilbage. Man så mangen en bekendt der ligge enten død eller såret, og da jeg gik tilbage, kom der mangen en god kammerat mig i møde, med såret og blødende lemmer. Men jeg måtte igen derhen, og undervejs kunde jeg ikke modstå de bønner de stakler bød mig, en vilde have vand, en anden vilde tildækkes, å det var en ynk at se. Kl. 3½ kom der forstærkning; men vi måtte endnu blive der til den næste kom, kl. 6. Da var vi tre Reg. og 1 Reg.Artilleri.

Kl. 7 standsede Slaget, da der var ingen der gik tilbage. Vi drog os tilbage, solen gik ned over den endnu skinnende sol og nu så stille blodige Slagmark. Resultatet var for vort vedkommende, af 265 mand kom der kun de halve tilbage, mange er selvfølgelig kun såret; men mangen er også død. Vi kom i kvarter tæt derved; men jeg kunde ikke sove, jeg kunde høre kuglerne pibe, kanonerne tordne, og derimellem de såredes jammer og klage.

Dagen efter drog hele vor Reg. sig tilbage og går endnu sta­dig tilbage, da fjenden, vi stod overfor sidste søndag, var på 64.000 Mand. Over alt hvor vor komp. kommer, bliver der råbt Hurra, og vi får alt mulig, da de jo kan se, at vi er kun halv så mange som de andre. Og mange af vor komp. får nok også Jernkorset (Dannebrogskorset). Da jeg lå i Halmen om aftenen kan I tro, kære far og mor, at jeg takkede Gud for, at jeg havde mine hele lemmer, og var kommen levende fra det. Kanske ser I det i bladene, om Slaget ved Orlau. Nu ligger vi i Reserven og kommer ikke med i den første tid, da det jo er det mindste Reg.

Ja nu har jeg ingen tid mere, da jeg er på en tur til Komman­danten, og der ligger jeg i en Vejgrøft og skriver.

Nu mange Hilsener og tak for alt godt fra eders søn Peter. Tak for eders to breve.