Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Kan meddele Jer, at jeg er sund og rask; men vi har haft et par strenge dage, da vi har været i dækning ved Artilleriet. Og så har vi måttet ligge ude om natten, og uden Halm og Telte. Jeg har nu kun ligget ude en nat, nu sidste nat har jeg ligget hos Majoren, hvor jeg og en til satte ild i Kakkelovnen, så det var udmærket. Og bord og alt var der i Stuen, og så fik vi sådan en dejlig varm Tee igår aftes, så man blev som et helt nyt Menneske. Men kl. 2 måtte jeg afsted med en melding, og så havde en Officer givet mig til opgave at tage Befalinger med tilbage fra Brigaden. Og det er nu ikke så let, da det er jo så indviklet, og man må jo passe på at skrive rigtig. Da jeg kom tilbage og vækte Hauptmanden ved Staben, spurgte han, da jeg havde forelagt dem, om jeg havde selv optaget dem, og da han hørte det, kunde jeg ligge mig at sove igen, og nu sov jeg lige til kl. 6½, så nu har jeg helt godt udsovet. Der er jo mange der synes, at vi Cyklister vi har gode dage, sandtnok; men de skal jo betænke, at ofte når de andre sover, kan vi køre omkring derude i mørke og udkendte veje.
Af nyt er der, at vi igen har fået to ny Armékor til hjælp, og de er nu i anmarch og ved at omringle dem, så i disse dage falder afgørelsen her. Om vi kommer med er et spørgsmål, da vi ligger så langt tilbage og i Reserven. Vi kan høre kanon-tordnen, men det er også det hele. Ja jeg har ikke meget at skrive om i dag, da vi jo ikke oplever meget andet end de daglige Strabadser.
Ja nu mange Hilsener til Jer alle derhjemme, og tak for de sidste to breve, fra Jer og Trine. Med Hilsen fra eders Peter.
Refsau eller Rehsau ?