Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

5. september 1914, Vallekilde

< Forrige Næste >
Vallekilde
Fra
Niels og Maren Hansen
Niels og Maren Hansen
Til
Trine Mærsk
Trine Mærsk

Hytten d 5 - 9 - 1914.

Kære Trine!

Nu er ungdommen gået; kl. er 9 aften, så nu bliver her nok god ro og fred til at skrive et lille brev til dig i. Det har jeg længe længtes efter; men du skrev i dit første brev, at jeg vist helst måtte lade være, og det har jeg så rettet mig efter. Hvor er det godt, at vi nu kan skrive til jer igen. Nærmere at drøfte krigen er vist ikke værd at komme ind på; men du kan tro, at jeg kan forstå lidt af den æng­stelse og uro, I må gå i.

Ja, kære, lille Trine!  Bare du kunde komme ligeså stille og mild ind ad vor Hyttedør engang imellem nu, som du til min glæde kom næsten hver dag i sommer. Hvor skulde jeg tage godt imod dig og sætte mig ved siden af dig på bænken under vinduet og rigtig tale med dig og trøste dig så godt, jeg kunde, hvis du trængte til det.

Tak for dit brev i dag. Du kan nok forstå, at jeg er glad hver gang, jeg hører noget om jer eller fra jer. Ja, du kan tro, jeg har tænkt meget på Uffe netop ud fra den opfattelse af ham, som du også gør gældende. Hvor er det godt, at P. Jensen kan røre benene, for så kan da selve benet ikke være i stykker. Han må vel heller ikke være i så store smerter, siden han kunde skrive et langt brev til jer. Når han nu bliver så rask, at han kan flyt­tes, mon han så ikke får lov at komme hjem. Tror du ikke, at Ellens bror også gør det. Jeg kan også forstå din jub­lende glæde ved at få at vide, at din Peter var uskadt kommen ud af sådant et slag. Gud bevare ham fremdeles, så I må mødes i en god stund. Kære Trine  når du skriver til Peter og til dine brødre, vil du så hilse dem kærligt fra mig og sig dem, at mange tanker går ned til dem både tid­ligt og silde. Det er godt, at Iver ikke også er sendt af sted. Hils også ham og Ellen så kærligt fra mig. En, som jeg ikke har tænkt mindst på, er din far. Hvordan har han det ?  Ham må du endelig også hilse. Ja, Signe ikke at forglemme. Det er godt, at hun ikke er kommen ud at tjæne. For nogle dage siden havde jeg et godt brev fra Dagny Jen­sen. Hun kommer vist herover til november enten i Kristine Rahrs eller Johanne Skovs plads. Jeg vilde så gærne have haft hende hjem til mit hjem på Fyn et par måneder, fordi at deres sønderjyske pige blev hjemme; men Dagny kunde ikke, fordi hun havde lovet Sigrid Nielsen at være i hendes hjem, mens hun var på gymnastikkursus. Maren Bøjlesen går så god og så tro i sit arbejde. Hun er bleven meget raskere nu hun arbejder, end hun var, mens hun sad på skolebænk. Sigrid, "Sinna", Povl og de 2 mindste børn er på Nekselø for rigtig at få hvilet ud. Sigrid og "Sinna" har det godt; men Povl kniber det nok med endnu. Jeg håber, at det må hjælpe godt på ham også, for han var temmelig med­taget. Med Niels er der ikke megen fremgang endnu.

 

 

 

 

 Han skal være så forsigtig både med at gå og i det hele taget være så meget i ro som muligt. I går gik han temmelig længe i haven, og så har han det knap så godt i dag. Min bror­datter, Elisabeth fra Fyn, er her i denne tid. Hun er hel­ler ikke helt rask, så hun skulde hvile sig lidt ud her i Hytten. Jeg er så glad ved at have hende her, for vi kan så godt tale sammen og holder meget af hinanden. I morgen skal her være høstprædiken i kirken og menigheds­møde hos Henrik Nielsens. Endnu engang tak for dit brev, min lille ven, og tag så til godnat et trofast håndtryk og en kærlig hilsen fra din ven

Maren Hansen.

 

Jeg skal hilse dig og alle dine fra Niels!

 

Jeg skal hilse fra Maren Bøjlesen, Hun er en god pige, som jeg holder meget af.

 

Note

"Hytten" lå i nærheden af Vallekilde Højskole - mange elever kom der, bl.a. for at synge. Maren Hansen er søster til Povl Hansen, forstander på Vallekilde, gift med Sigrid Trier. Niels Hansen er Maren Hansens bror og lærer på højskolen. Uddrag af brev af 29. februar 1984 fra Trine Mærsk: Povl Hansens ugifte søster Maren Hansen og en bror boede i et lille hus, vi kaldte Hytten - og der kom jeg og mange andre hver aften til aftensang, og jeg har breve liggende fra hende, som hun skrev efter krigens udbrud til mig. Det var godt, jeg nåede at få den sommer med inden krigen og hvad dermed fulgte. (Resten af Trine Mærsks brev er placeret sammen med brev af 7/1 1913 fra Peter Mærsk, der da var elev på Vallekilde.)
Oprettet: 10-03-2011 11:40:51 | Rettet: 05-07-2014 20:12:42