Jernkorset.dk

Kære Forældre!

Tak for brevet i dag, og for pakkerne igår. Jeg fik en stor og tre små, en fra Trine med små Tvebakker, som jeg lige sidder og knupper på. På Tirsdag går der en Transport af igen til Ersatz Batl. , 80 mand og 5 Underofficerer. Men jeg kommer nok ikke med, det er som Feldveblen ikke vil af med mig, han sender mig altid på venstre fløj. Nu Mærsk gå du hellere bort, siger han gærne, hvor længe det kan blive ved, ved jeg ikke. Jeg kan for resten godt blive her, jeg har det helt udmærket. Jeg kan aldrig få bedre dage, især nu i denne kønne Forårstid, hvor alt er så køn grøn. Jeg tager mig en lille spadseretur hver formid­dag, uden for byen, og snakker ofte med Landmændene som arbej­der; men når man så går hjemad igen kommer det altid, vil du igen få lov at gå bag ploven. Søndag morgen.

Jeg kom ikke videre i går aften; men er nu opstået, fået kaffe og kan nu fortsætte. Det er et herligt Forårsvejr imorgen. So­len skinner, ja alt er godt, blot der havde været fred. Nu i går kom der bud at Libau var erobret af vore Tropper, og at Russerne nu står på en farlig front kan enhver se på kortet, de må nu ændre stilling da de ellers bliver angrebet fra tre sider. Men Gud ved hvad det skal blive til. Så længe jeg er i Braunsberg holder jeg det nok ud.

Braunsberg er en lille dejlig Garnisonsby, ikke for meget Mi­litær, og er også helt køn.

I skrev om mit Hår, ja det skal vist nok komme igen, om også det går lidt langsom, og jeg tror det hjælper helt godt det Middel. Lægen sagde også forleden at det var det eneste middel. Jeg tager mig endnu et Portion. Ja ellers har jeg det rigtig godt; men det er ikke godt at vide hvorledes man skal bære sig ad. Som jeg vist har fortalt, da I var her, sagde de til mig i Lods, at det kunde ikke lønne sig at sende mig til Tyskland. Nu siger de, at jeg bliver tykkere for hver dag, jeg er også kommen mig en hel del her i Braunsberg. Ja I skal nok få et billede en gang før jeg går bort herfra.

Trine sendte mig et gammel brev, det første hun havde skreven efter at jeg var bleven syg. Jeg sad ganske alene på Stuen, da jeg læste det, og jeg må tilstå, at jeg måtte græde, hvor gjorde det mig ondt da jeg hørte hvorledes I rigtig har haft det i de dage. Og jeg vidste det slet ikke. Og min lille kære­ste hun vilde gå ind og trøste Jer; men kunde ikke, da hun var lige så bedrøvet som eder. Men Gud ske lov, at det gik som det gik, og nu kan jeg igen få eders kære breve der hjemme fra. Ja nu har jeg ikke mere i dag og vil slutte med mange Hilsener fra eders Peter.

Jeg havde ellers brevet tillukket, kom så i tanker om, at I hellere må sende mig en 10 mark, da jeg altid skal være for­beredt på at komme bort, og så går det som fra Lods, at man ingen Postforbindelse har.