Jernkorset.dk

     Kære Forældre!

Tak for brevene igår, en fra 6. og en fra 8. Mai. Jeg har det ellers godt, og vænter at blive en tid endnu i Braunsberg. Sidste Søndag gik jeg og en til en lille spadseretur, og på hjemvejen traf vi min gamle Hauptmand. Nu Mærsk sagde han, hvorledes går det, er du Feldtjænstdygtig. Ja sagde jeg, jeg har foreløbig let tjæneste; men det varer vel ikke længe, før jeg skal ud igen. Nu sagde han du har jo også fortjænt lidt ro, har du lyst kan du komme til min komp. som Rekrutlærpersonal. Ja dertil havde jeg jo nok lyst. I går sagde jeg det til min Feldvebel, om jeg kunde blive forflyttet til 3. komp. Ja sagde han, har du det ikke godt her. Jo det havde jeg jo da; men jeg mente jo at Feldveblen jo måtte sende mig i Felten. Nu, sagde han, den slags som du er af kan jeg altid bruge her. Så nu ved jeg ikke, hvad det blir til; men jeg tænker nok jeg kommer til 3. komp. Mig er det lige meget, jeg går jo rigtignok og har de bedste dage her som jeg kan forlange; men der kan jeg kanske også blive lidt længere. Og da jeg altid regner med, at jeg skal ud endnu en gang, hvis der ikke knap blir fred, så kommer jeg vel nok ud som Underofficer fra hans komp.; men herfra 5. blir der ingen beførderet. Og lige så godt gå ud som Under­officer som Gefr., da jeg blir dog ikke længe derude. Ja nu nok om det, ellers er alt ved det gamle. 

Jeg har vist fortalt det, jeg har fået to fæstningsarrestanter på Stuen. De har trykket dem hele krigen, og er nu bleven snappet i Loritz, og er bleven idømt 1 års fæstning. Det er jo nok en par grove karle; men som jeg skrev til Trine, gør det mig ondt, når vi sidder og smægter med vores pakker hjemmefra, og de må nøjes med det tørre brød, de får jo ingen løn. Vi ved også hvad det er at leve ved tørt brød. Selvfølgelig kunde de jo have båret dem anderledes ad; men vi har jo alle vore fejl

I dag går Felriveblen rundt med en liste og samler små bidrag ind til de blinde. Jeg skulde samle ind i mit Korporalskab og gav en mark, og da de så det skrev de alle 1 mark. Så vi fik en køn sum sammen, og da jeg gav pengene af, var vor Kor­poralskab No.1

Vi syntes vi kunde spare den mark en anden sted. Hvor er det ikke kedelig for de unge mænd, som kun er 20 - 25 år og før så sund og rask, må være blind hele deres liv.

Vi har haft en her et par dage, han sagde, jeg gik hellere mit hele liv i krig, end at miste mit syn, hvor gør det mig ondt, sagde han, når jeg hører I snakker og er glade, og jeg ikke kan se det mindste. Og så må vi jo altid tænke på, at vi ved aldrig, hvad der kan passere os.

Ja nu har jeg ikke mere idag, og vil slutte med mange Hilse­ner fra eders Peter.

 Jeg skal nok sende mine lange strømper hjem; men jeg vænte, til jeg rejser herfra, da der dog er en hel del mere at sende hjem. Men et par kunde jeg jo nok bruge i Reserve.

I morgen kom der Thelegram fra Fronten, 100.000 Russere er fanget, Afgørelsen står for i Østen ?