Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Trine Mærsk
Kære lille Trine!
Jeg havde væntet brev fra dig i dag; men vi fik ingen brevpost i dag, så det kommer vel imorgen. Men alligevel vil jeg skrive et par ord i aften. Vi er næmlig flyttet over i vort ny Hus i aften, og det er så det første brev du får herfra. Du kan også tro, vi har arbejdet i de 8 dage vi har arbejdet på det, men ingen er gladere end 'os i aften.
Vi sidder alle 5 mand herinde, og nu har vi dog ro til at skrive til Kæresten; hvor der er så mange, kan man ikke ret samle Tankerne .
Det begyndte ellers ikke ret godt i morgen, da der gik en Russisk Flyver op, og som gav Signal for de Russiske svære Artilleri, og som så begyndte at beskyde os. Og vi har været henne at se en, som ikke var eksploderet, den er 1,45 m lang og 30,5 cm gennemsnit, og det var et under, da skønt der var folk overalt, så kom der ikke en eneste til skade.
Ja nu har vi Påske, men vi mærker snart ikke til Påske her, blot vi ved at det er det; men vi er tilfreds med vore Kår efter forholdene.
Du må undskylde, du skrev mig noget i sidste Brev, som jeg skulde svare dig på; men nu er dit Brev bleven borte ved al den flytteri i dag, så du må skrive nok engang.
Ellers alt godt, slutter med mange kærlige Hilsener og Kys fra din Peter.