Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

23. maj 1916, Dünaburg (Daugavpils, Latvia)

< Forrige Næste >
Dünaburg (Daugavpils, Latvia)
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

      Kære Forældre!

Tak for Eders Brev idag. Jeg vil hellere skrive idag igen, da jeg nok skal afsted igen imorgen, og det blir nok ved, så længe der gives noget der. Nu jeg har heller ikke noget imod det, nu kender man rumlen, og det er jo kun 4 dage ad gangen. Det er dog en kedelig Historie her med P. Varming i Gånsager, hvor er han bleven, og drikker han så meget, jeg mente der var ingen Spiritus at få. Mor skrev at Trine havde været inde og hjælpe at hænge Gardiner op, og at hun havde sagt, at jeg havde 6 mand til at bygge vort Hus. Nej det har I nu fået i helt gal Hals. Huset er længst færdig, og de 6 mand er nu bleven til 11, som arbejder i Depotet; men de tre gamle ved jo ligeså godt be­sked som mig, blot jeg skal være der, og jeg er ansvarlig for det. Og nu er det sådan indrettet, at der blir kun uddelt til Batl. i de tre dage jeg er her, og de 4 dage jeg er på Tur, arbejder de blot. Men det er jo ikke let at forstå alt dette, vi her har.

Jeg har skrevet til Onkel Jørn for en 14 dage siden; men det kom tilbage igen, tilligemed et Brev fra ham selv og med hans rigtige Adr. Jeg vil også skrive til ham i aften. Tante Grete skrev, at jeg kunde dog sende ham et Kort, da der var ikke mange der skrev til ham. Jeg fik også et Brev fra Fritz Schwartz idag, han er meget godt tilfreds der, det er jo lidt rolig der­ude midt på Heden, og så sammen med alle de Russere; men hans Forældre kan jo besøge ham der. Fra E. Skopnik har jeg også haft Brev, han er nu bleven Underofficer og kommer snart på Officers Kursus. Ja ellers har jeg ikke noget idag. Nu vilde jeg gærne bede om 60 Mark kanske i to Breve. Det er nu i denne tid, hvor man kommer derhen, hvor man kan købe lidt, og så kan I spare lidt ved pakkerne. Og vil du så ikke sende to Mark af til Braunsberg, da vi nu har kvalmet de to op, som jeg sendte af, da jeg var hjemme. I ved jo Adr.

Slutter nu med mange kærlige Hilsener fra Eders Peter.

 Jeg har helt forglemt at fortælle, at jeg i forgårs da jeg var i Jelovka, var i Weissensee og så Georg Petersens Grav, det er meget kønt i stand og så ud lignende det billede, jeg har sendt hjem. Jeg skriver nu til Anna Petersen en af dagene. God nat. Og Mor har du lyst til at sende os en stor pakke, så går det udmærket over "Paket Depot Elbing", det tager kun 9-12 dage. Har I ikke et par brune eller sorte Sko til mig til at gå i ?

Oprettet: 24-03-2011 19:34:46 | Rettet: 05-07-2014 20:16:18