Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Tak for alle de kære Breve og pakker der lå til mig, da jeg igår aften kl. 8 kom hertil. Jeg har det rigtig godt, og har også haft det helt godt på turen; men jeg vil alligevel hellere blive her i mit Hus og forrette det daglige; men det er nu det samme, det tænker vi ikke på, vi er godt tilfreds, og skal også være det, hvordan det så går.
I skrev I havde Regn og rusk derhjemme, ja her har vi også haft det, men nu er det dog lidt bedre. Og nu begynder I jo snart at slå Græs, så nu skulde I da også gærne have rigtig Sommer. Ja jeg tror knap at jeg kommer hjem i Høslætten, da udsigterne er efter, at der blir meget for mig i de næste 4 Uger. Der blir næmlig indlagt Elektrisk Lys over hele Linien, og her fra Reg. går alle dele som dertil hører igennem mit Depot, og så skal jeg jo også efter Øl alle tre Uger; men så kan jeg jo komme hjem og hjælpe far at køre med Selvbinderen. Jeg vil også lige så gærne vænte, jeg synes tiden er gået så rask, siden jeg var hjemme.
Nej lille Mor, du behøver ikke at have angst. Det er ikke vor Bynavn, der har været nævnt, det er mere til syd; men de har også været lidt nærgående her, kom tæt foran vore Grave, men blev afvist med et Modangreb, og vore fulgte dem til deres Grave, hvor de har smidt dem ud, så nu ligger de en 300 m endnu længere tilbage (Russerne). Ja de har åbnet en ordentlig Offensive hos Østerrigerne; men nu begynder vore at gribe ind, så det vil ikke vare længe, før de blir standset, og kanske må tilbage igen.
Den 3. Juli tager Majoren på orlov, og en hel del mere, så blir der forhåbentlig lidt mere ro, skønt han den gamle laver de mindste Spektakler.
Nu ikke mere i aften, slutter med mange kærlige Hilsener
fra Peter.
I kan jo bytte Billederne om med Trine, da hun får nogle andre.