Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Lille Mor, tak for dit billede idag og for Brevet. Det er udmærket og jeg har i aften hæntet Birketræ for at jeg kan få den indrammet. Den får plads over min Seng; der har jeg nu en hel samling, det er kedelig at I ikke kan se det, det er så fint indrettet.
Ellers har jeg det rigtig godt, er sund og rask. Nu har vi godt vejr igen, Solskin og varme. I dag har jeg været efter Post. Og det er snart en tur som at køre over Sandbjærg ud til P. Højer efter Klyne, i den hede. Nej vi ligger helt rolig endnu, og vi håber at blive ved med det. Der er en høj, som vi kalder Russerbjærget, den bliver i nat stormet af vore; men det er nu ikke så slemt, da hele bjærget først bliver sprængt, og så med Artilleri, så der er kanske slet ikke noget i graven, når Infanteriet kommer. Jeg ved ikke, men jeg tror at jeg skal med den gamle i nat på Gefægtstanden; men det er ikke så slemt. I aften kom der en russisk Flyver her over vor Stilling og os, og den blev så kraftig beskudt af Artilleriet, at den måtte vænde om lige over os, en Zynder, et stykke af en Granat fløj ned 1 m fra Konov, han stod og vaskede sig, han tog det og har nu naglet det fast på Døren. Så kom vor Kampflyver, og så var den snart forsvunden. I formiddag da jeg var efter Post og var på hjemvejen, kom der en Vogn med Gødning imod mig, det var Niels Skau, som kørte Gødning for Batteriet; men han havde ikke meget tid til at holde snak.
Har I ikke fået mit Brev, hvor jeg skrev, at jeg havde modtaget den store pakke, men nu er den kanske der. Mor skrev om der nu ingen udsigter var til Fred, nej man hører ikke noget til det; men det kan jo også snart komme, det eneste er, at man ikke mærker noget til, at der blir forberedt til et Vinterfeldtog; men kanske er det allerede.
Nu mange kærlige Hilsener fra
Eders Peter.