Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Uffe
Trine Mærsk
Kære søster Trine!
Det er vist flere dage siden jeg nu har skrevet til Dig. Dog er grunden ikke, at jeg ikke tænker på Dig. Jeg tænker mange gange på hvordan I har det der hjemme og hvordan du lever i dit nye hjem. Ja, man kan vel næsten ikke kalde det nyt, da Du vist allerede har levet dig ind i det der inde. Men for mig er det jo nyt, da jeg ikke har set det endnu. Jeg længes efter at se Eders hjem, det skal nok være hyggeligt og kønt, og Peter har nok rigtig følt sig vel tilpas i reden. Blot Krigen dog snart fik ende, så I kunde leve sammen hver dag og vi alle komme hjem.
Jeg har fået et brevkort fra Peter de er nok ikke i slottet mere. Vi ligger her helt godt, vi har et godt varmt hus med 3 mand, vi skulde desværre også bort, og det varer måske heller ikke længe inden vi kommer det, men foreløbig bliver vi dog her. - Det var da en glædelig nyhed, at Asmus er bleven forlovet, kom det ikke helt overraskende, eller vidste I det allerede før. Signe skrev, at nu kunde folk da ikke tale om hende og Asmus mere. - Nå det var jo også, på tide, at han fik sig en kæreste, til sådan stor gård må han da have en kone, og det varer vel heller ikke længe, inden de vil have bryllup. Er det Skak Petersens søster hans kæreste? Jeg ved ikke rigtig, om jeg kender hende.
Jeg fik i dag brev fra Hejsel. De arbejder nok meget i det og børnene er så morsomme skriver P.J. altid. Det er godt, at han kan være hjemme.
I håb om at I alle er raske og sunde slutter jeg med
en
kærlig Hilsen fra
Bror Uffe.