Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre !
Tak for Eders Brev. Alt også vel her, vi ligger endnu oppe på Loftet; men nu har vi da fået en lille Kakkelovn derind, det er værst at holde ud om Natten. Men nu det går alt sammen. Det er lidt mere rolig her nu, blot det er en Trafik her gennem af Tropper, så man har hverken ro Nat eller Dag. Men det er godt for vor Forretning, vi er oppe på 1100 nu; men må regne med mere Afgang. Agenterne bekommer mere %, da det er mere omstændigheder ved det.
Jeg skrev om, at vi kanske skulde til Elsass igen, nu går det nok løs dernede, så vi er ikke så i lyst for at komme derned. Men vi bestemmer det jo ikke selv.
Jeg synes ikke, jeg har noget at skrive om endnu, her er der jo ikke meget nyt. Vi har det alle godt, er sunde og raske. Slutter med mange kærlige Hilsner fra Eders taknæmlige
Peter.
Vil I ikke sende lidt Brevpapir igen, da jeg ingen steder kommer i denne tid, da Posten ligger her i Byen. Helst af de store Ark og Kuvert.