Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

7. december 1917, Vivaise

< Forrige Næste >
Vivaise
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

Kære Forældre !

Tak for Eders Brev idag, og for Lykønskningen, og meddelelsen at I har det godt. Gud Fader tak for alt godt  imod os. Og tak kære Mor og Far for alt godt imod os Trine og mig. Ja kære Far bare vi snart måtte komme hjem, selv tage fat, og at vi må kunne forstå at opdrage vor lille Pige i Eders og Trines Forældres fodspor.

Men udsigterne blir bedre fra dag til dag, og forhåbentlig varer det ikke længe, før vi kan flytte vort Kvarter mod det indre Land.  Ja kære Far og Mor det har ikke været en let tid. for mig ej heller herude nu i den sidste tid.Oppe på Loftet i en hjørne hvor man frøs og så altid tankerne vendt hjemad. Om Natten når kulden blev så stærk, at man vågnede, gik tankerne igen der hjemad, hvorledes har de det. Men vi var selv skyld i det, og vi har jo selv indseet det. Og jeg sagde mig selv, kun Gud kan hjælpe, og ham har jeg bedt om det, og han har bønhørt os. For min person her var det ikke så slemt; men de triste omgivelser, når det er mørkt og kold, slår meget ned på en; men så sprang jeg op. skal er min løsning, og når man vil, kan man alt. Nu er alt godt derhjemme og her, I har det forhåbentlig godt, og jeg har min Stue tættet og godt varmt.

Hvorledes er det, har I givet Trine Uret?  I må nok give hende det nu. Jeg skal nok se at få lidt til hende til Jul. Vil du ikke sende mit Sjal, lille Mor, når du får tid engang, den kom med mit Pels hjem sidste Efterår. Pakken er også an­kommen i Spandau. fortalte Feldv. idag.

Slutter så med mange kærlige Hilsener fra Eders taknæmlige

Peter

Hvad skal vor lille Pige hedde ?                                                         

Oprettet: 04-04-2011 20:50:03 | Rettet: 05-07-2014 20:20:08