Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Havde væntet Brev idag; men nu så kommer det vel imorgen. Vi har det ellers rigtig godt hernede, alt er ved det gamle endnu. Nu er det da lidt forandring igen med Vejret; men hvor længe varer det. Hvad skal det blot blive til med arbejdet, over alt er Jorden kold og våd. Her nede ser man af og til en ude, men der er ikke meget at lave endnu. Efter hvad man kan dømme, er de langt tilbage i Landbruget hernede. I formiddag gik der en Mand med et par stærke Heste og en gammel Harve på noget grønpløjet Jord, som skulde i stykker rives. Og Hestene gik som om de ikke kunde trække det. Jeg havde en sådan lyst til at tage en Kultivator og blot gøre et par omgange, for at vise, at det dog ikke er for 100 Aar siden; men nu, det kan jo ikke lade sig gøre. De kører meget med Stude hernede, så det tyder dog også på, at de er langt tilbage i tiden. Nu er det først, man kan se, hvor god Jord det er hernede. Men når man så ser så meget, der ligger uddyrket i de Aar; men det er jo ikke alene her.
Der går rygter i dag om, at Rusland og Tyskland har sluttet Våbenstilstand, det var at ønske, at det var sandt. Hans Nissen skrev også om det, og at hans Far havde skrevet, at i Østen stiger Solen op, og se det lysner over Vangen. Ja. noget er der i gang med Rusland, det kan vi mærke på mange måder her, især i sidste tid; men alt kan kun gå langsomt.
Tak for de 30 M. til min Fødselsdag lille Far. Og har I ikke sendt de andre af, som jeg skrev om, så skal I ingen sende endnu. Jeg vilde næmlig også bruge dem til at købe lidt Silke for, og det havde jeg nu tænkt, ikke mere at høre fra; men nu kom det i dag, at jeg kunde håbe på at få det; men kun af den gode; men det er heller ikke så dyrt, da det er direkt fra Fabriken. Nu vilde jeg gerne sende til en Bluse til min Trine til hendes Fødselsdag (d. 5. Maj, og så vil jeg nu lave det sådan, at I sender Pengene direkt derhen, som Pengebrev. Det vil vel komme på en 20 M. Jeg skal nok selv ordne det; men nu ved I så dog lidt besked. I behøver ikke at fortælle Trine det. -
Du måtte jo også nok få en lille Mor; men du vil vel ingen have, skrev du, ellers kan jeg nok besørge en. Du var tilfreds med Osten, skrev du, bare det nu kommer hen, men det håber vi da. Ja så vil jeg slutte i After med mange kærlige Hilsener til Eder alle fra
Eders Peter.
Tak for alle de Pakker i de sidste dage, de er gode nu, da I kan tro. alt blir knap nu her; men man må jo ikke fortælle alt. - Og det er vel også det bedste, der er mange det er værre for end mig