Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Tak for Brevet igår, og for Pakkerne med Smør og Skinke idag, alt i god behold, tak for alt.
Ellers er alt ved det gamle her, vi er sunde og raske. I skriver om Ole og Hans Mouritzen, at de ikke godt kan holde dem derovre; Jeg kan ikke forstå hvad sådan en som Ole tænker på, han ved dog, at Maren med Børnene længe har siddet og tæret af deres Penge, og at han skulde se at få begyndt på noget, dér bringer ham noget, i stedet for at sidde i Restaurantet. Men han er jo nu engang sådan. Men Hans Mouritzen, det kan jeg ikke forstå, men det er jo, når de går derovre og ikke rigtig tager fat, og dertil har de fleste vel ingen rigtig lyst. Ja tiden går hurtig, inden man tænker sig om, er de 14 dage omme, og på en måde er det jo godt, da man jo dog skal den tid igennem til Freden kommer. Og når først vi får Freden, som man dog endnu stærk håber på, så tror jeg nok, at alt nok skal blive godt igen. Men jeg kan nok forstå, at det ikke er så let for Eder, at se Venner drage bort derhjemme fra. Men den lille By, vil vi håbe, må komme til at stå i Blomst igen som før. Jeg har sendt mine Strømper hjem, og sender i de næste dage nok et par. Vi kan snart hverken vaske eller stoppe, da for det første har vi kun så små fritider, og så kan man ikke koge under åben Ild for Fjenden. Og så synes jeg er det bedre at sende dem hjem, da Posten jo går helt godt. Vil I så ikke sende mig et eller to par foreløbig. Jeg har også de to par fra Bromberg, som jeg slet ikke har brugt. Ja det var nok alt idag, vil nu slutte med mange kærlige Hilsener til Eder alle fra Eders taknæmlige Peter.
Har forglemt udklippet som jeg skrev om i forgårs.