Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

14. juli 1918, Coulonges Cohan

< Forrige Næste >
Coulonges Cohan
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Trine Mærsk
Trine Mærsk

Min egen kære Trinelil!

Ja, jeg er her igen - men nu er det sidste Nat - nu blir turen dog forbi her til. Jeg har gjort over 70 Kilom. i dag. Regt. ligger i "Romferes", hvor jeg var i dag, og nu tilbage ved Posten igen for at sove lidt bedre end ude. I nat kl. 1   går det store Slag løs. De arme Mennesker hvor mange får ikke sove i denne Nat hos os og hos Modstan­den. Over for os ligger der Amerikaner og Englænder. Ameri­kanerne er jo alle frivillige, dem kan man ikke ynke sådan som os og de andre stakler.

Tak for dine to Breve idag min allerkæreste lille Trinelil. Det er så godt at få Brev fra dig. Tænk dig bare i to hele Timer havde jeg dine Breve i lommen uden at læse dem. Kunde du det ? - Jeg vil helst have ro dertil, og så var jeg i færd med Posten, og så lod jeg det vente, til jeg var færdig, satte mig så hen i min Lænestol og så syntes jeg, at du var her hos mig. Det er kedelig med din Far, at det ikke vil gå igen; men han må da heller ikke stå op endnu, og begynde at tænke på at arbejde igen.

Du mener at lille Anna næsten er for stærk. Du, tenk blot vor stærk jeg er - kunde hun ikke have min Natur - ? Jeg har også haft Brev fra Uffe i dag. Ja denne Sommer er jo ikke som de andre; men det nytter ikke at klage; vi skal jo dog igennem det.

Signe kører med Rivemaskinen, ja hvorfor ikke - hun har jo også for lidt at bestille hjemme. - Men Musse gå  du nu ikke og bestil så meget derhjemme, så nødvendig er det dog ikke. Så kan Iver da hjælpe både med en Pige og en Karl lidt. Når man selv er der kan man dog ledt komme om ved det - om han har nok så meget. Ja det får hjælpe sig nu i denne Krig.

Nu kommer vi forhåbentlig snart hjem til eder. Ja, Musse jeg skal jo nok komme hjem på orlov så snart jeg kan; men jeg vil også nok vente og se, hvad det blir til denne Offensiv. Og kommer det i Sommer ikke til Ende, så går der et År endnu, og det har jeg ikke meget lyst til. - Men jeg håber på at komme som jeg har skrevet.

  Ja du kan ikke sige Iver meget mener du, nej han vil vel heller ikke have så mange om rådet, men hvorfor har han så gift sig ? Ellen vil vel da også råde med - det har hun da ret til.

Du må undskylde i denne tid, jeg er så træt i aften, og kl. er 11½, så nu går jeg til ro. Ja Gud ske Lov at jeg kan ligge her, og sove i ro til imorgen tidlig.

Mange kærlige Hilsner til dig min egen lille Kone og til min lille Pige

fra din egen Peter

Hils Far og Mor og dem på Ravnholdt

 

 

Oprettet: 12-04-2011 16:40:08 | Rettet: 04-03-2012 21:49:09