Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Trine Mærsk
Min kære lille Trinelil!
Mange Tak for dit kære Brev idag, jeg har ikke meget lyst til at skrive, men jeg må jo, da I dog glæder jer hver gang I får Brev. Vi ligger her i en Skov under åben Himmel i et Telt, det er ikke just morsomt, men når det ikke regner, må man være tilfreds, nu har det lige hørt op. Ja her er rigtig et Zigeuner Liv, mange Tropper ligger her, men det er ellers temmelig rolig her nu. Og vi kommer også nok i ro i en af de nærmeste dage. Med orloven går det helt godt fremad, jeg stod på Listen som No. 73, og kun 4 Uger går orloven, og 37 Mand er borte. Så nu kan du regne ud -med Brøkdel behøver du ikke at regne, da der kun kører en hel mand ad Gangen. Og senere kommer jeg ikke end jeg er på rad -snarere lidt før. - Du, kan man også få "røde Grød" i slutningen af August og først i September? Jeg vilde da gærne have et Portion i Aar igen.
Det er jo en grulig Pige jeg har, som hun kan spise, du har ret i, at hun ikke bliver stor af ingen ting. Hvor meget vejer hun egentlig. Nå, det kan jo nu vænte, til jeg kommer hjem nu. Vil du ikke sende mig min Blyandt, som jeg sendte hjem fra den sidste orlov til at skrue ud og ind. Nu har jeg da endelig tabt tre i den sidste tid, så nu har jeg ingen mere af denne slags. Ja ikke mere i dag, jeg har ingen lyst til at skrive, når det halvt regner og så blæser, som om det var i Efteråret.
Mange kærlige Hilsner og Tanker til Eder alle og til dig min egen kære Trinelil fra din egen Peter.