Jernkorset.dk

Min egen kære Trine!

Tak Tor sidst. Du husker vel nok jeg fortalte dig, at Søren Stenderup forglemte at aflevere Brevet, og saa sagde jeg til ham, at han maatte brænde det. Men saa blev jeg bange, for de kunde vel gerne læse det, og saa sagde jeg til Lau­rids, at han skulde komme ned med det i Aften. Da jeg kom hjem fra Marken, sagde Mor til mig, at her var nogle Papirer som Laurids St. havde været med. Men det vil sige i aaben Tilstand, begge Kuverter var brækkede. Jeg blev lidt hed om ørerne. Nu ved jeg ikke, om hun har set Indholdet eller ej. Jeg tænker det ikke, da der saa tidt kommer noget, som hun aldrig ser efter. Hun har i hvert fald ikke talt til mig om noget. Jeg vilde blot have svaret, at det var en Ting, vi ikke vilde tale om foreløbig. Nu har jeg faaet at vide, at det er Laurids, der har brækket det. Saa det jævner vel nok med Tiden.

Hvordan har du det siden rejsegildet. Jeg kom hjem en lille Times Tid efter dig, jeg syntes ikke jeg kunde være bekendt at gaa den Gang I gik. Jeg tror ingen der kunde mærke noget; Tror du. Iver sagde rigtignok til mig den Gang jeg kom ind, om vi havde været ude st trække frisk Vejr, jeg sagde ja. Du maa ikke være vred paa mig Trine; men jeg har underpløjet alle dine Breve i Dag. Jeg turde ikke have dem liggende nu i den her Tid, de gør rent.

Nu kan du snart faa mig at se daglig ude ved Jeppe Vinds i Roerne, det er mig i den hvide Jakke. Jeg kan forstaa, du har øjnene med mig, naar jeg pløjer derude. Jeg ser ogsaa ofte ud efter dig; men jeg kan naturligvis ikke se dig, men alligevel ser jeg dig i Tanker, kære Trine. Det er tit jeg synes, nej nu blir det for meget, og saa vil jeg tænke paa noget andet; men saa er du der igen. Aa jeg er saa glad ved dig, kære Trine. Nu ikke mere; men næste Søndag.

Med Hilsen fra din egen Peter.