Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Trine Mærsk
Kære Trine
Tak for brevet. Jeg har ellers ikke meget tid i dag, da jeg er Kopasser. Og det er skam ikke så let. Vi har 18 Køer; men jeg vil dog hellere røgte de 70 stykker hjemme, som de 18 her. Jeg har svedt over det den hele dag, nu er jeg da endelig færdig. Og godt er det skam, jeg ikke kan malke, for ellers havde jeg da svedt mig 5 pund fra. Og røgteren er det aldrig at se på til dagligdags. Men vanen gør jo meget. Sidste torsdag (Grundlovsdag) var jeg i Ryslinge til Grundlovsfest. Gamle Trier var der som taler, men han holdt nu ikke så godt et foredrag, som han kunde have gjort. Jeg var først ude ved Niels, og så cyklede vi til Ryslinge. Aa hvor det var dejlig at hore den hjemlige dialekt. Anne Tønder er der jo, og vi fik jo en ordentlig hold snak om det hjemlige. Hun blev ganske godt kendt med Niels's søster, som var med. Og vi blev indbudt sammen til at besøge dem på søndag 8 dage. Om Aftenen var der koncert af de fynske Musikanter. Så kl. blev 11 før det holdt op. Og da det regnede tog jeg med toget hjem. Jeg var først i Nyborg kl. 1 og hjemme ved halv to tiden.
Aa du skulde blot have været her nu, hvor Nattergalen den synger ovre i Juelsberg skoven. Ja, i Juelsberg skoven. Der var jeg forleden søndag. Der er et pavillon, hvor der er koncert og to timers dans hver søndag. 2. karlen og mig vi vilde dog derover at se, hvordan det gik for sig. Men jeg tror nok, det både var første og sidste søndag vi var der. Jeg havde dog ikke tænkt, at Danmark havde en så ringe ungdom. Alle var næsten fulde. Og der var en hvinen af piger. Så jeg siger tak. Nej så tager vi hellere selv i skoven og ligger og læser og tager os en lille badetur og kan hænde en lille lur. Det er mit det bedste her på Fyn