Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

31. januar 1914, Løtzen (Gizycko)

< Forrige Næste >
Løtzen (Gizycko)
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

Kære Forældre.

Ja I kan vel nok mærke at vi begynder at få lidt mere tid, da jeg ofte skriver om Lørdagen. Jeg har jo ikke fået Jer brev endnu, men derfor kan jeg jo godt skrive lidt forud, og for­tælle lidt om den store fødselsdag. Om eftermiddagen havde vi først fætterspisning, som var rigtig godt, men så pokkers lidt. Derefter gik vi i Konkordia og der gik festen rigtig løs: Der var en stor Statue af Kejseren opstilt i baggrunden på Scenen, og ved begge sider stod der 5 Soldater, og idet tæppet gik op blev der kommanderet pr. Gevær. Og så fulgte den ene Hurra salve på den anden, jeg slap for at råbe Hurra da jeg var med til at præsentere. Men det havde nok set helt godt ud da vi stod der med den blinkende bajonet og Hjælm. Så blev der spil­let Teater og lign., som var helt godt.

Søndag middag. Ja jeg blev forstyrret i går idet jeg måtte hen ti] vor Feldvebel med en ordre. Men nu kan jeg jo fort­sætte med fødselsdagen. Så blev der drukket øl i svære mengder, da kl. var 12 gik jeg og en Chaufør hjem, vi havde købt os en franskbrød og lidt smør, og så satte vi os til at fodre da vi kom hjem. Med de andre danskere var jeg slet ikke sammen, da de havde fejret dagen i Forvejen. Og så tændte vi os en ci­gar og snakkede lidt og gik i seng. De andre kom først kl. 1; men af vore Stuekammerater kan jeg ikke sige var fulde, alle havde det lidt, men mange var jo fulde hele dagen, skønt vi kunde sove til kl. 11. Ja mange af Underofficererne holder endnu i dag fødselsdag, jeg var nede i kantinen og der sad der en tre stykker, som var helt fulde. I spurgte om Besigt­igelsen, ja det har jeg forglemt at fortælle sidste gang, at det blev opsat til den 12, da Majoren var bleven syg. Så vi har det for resten helt godt i disse dage, da vi er jo færdig med uddannelsen, og vi har jo blot lidt gentagelser. Jeg tænker jeg slipper de to første dage for tjæneste, da der skal en del ind i byen og tage det pyntede grønt ned, og det vil jo da tage noget tid. - Det er ikke for det jeg er skam ikke bange for tjænesten son mange; men det andet er dog lidt mere i det fri, for at gøre 5 timers tjæneste daglig er jo ikke alverden.

I skrev at vinteren var forbi derhjemme, ja i de sidste to dage har det regnet her, så, nu er Sneen snart borte, og det er heller ikke så kold. Det er også godt for i næste uge skál jeg vist på vagt. Ja jeg har ikke meget mere at fortælle denne gang, vi oplever jo ikke så meget her, da det altid er det samme. Jeg kan jo nok have en pakke om en 8 dage, hvis I sender den af Fredag eller Lørdag er det godt, da jeg endnu har lidt pølse og Smør. Og så skulde jeg vist have et par under­bukser, dem jeg har er den ene par som jeg fik med i Julen er helt i stykker, og en par er temmelig lidt. Jeg kan ikke huske om jeg har sagt et tak for pakke jeg fik sidst, den sidste 2 mark fandt jeg i min Smørpotte. Jeg kan også nok bruge nogle frimærker næste gang.

Med Hilser: til Jer alle fra eders Peter.

Jeg sender eder her et par kort af Løtzen og omegn, ved Som­mertid er det helt kønt.

Oprettet: 06-03-2011 15:25:33 | Rettet: 05-07-2014 20:11:46