Jernkorset.dk

Kære Forældre!

Tak for brevet i dag, og især billedet af stalden og Jer to. I står udmærket der, far ser lidt gnaven ud; men det passer vel ikke. Vi ligger nu på Station og vænter på at blive for­ladet. Vi kom hertil i nat, og blir vel ikke forladet før i nat igang. Men vi har fået kvarter tildelt, og vi kunde selv kvartere os ind der, jeg fandt så meget et lille hyggelig hus uden beboere; men ellers med alt, om det så er en Gramophon og Mel til Pandekager. Vi ligger her to Underofficerer og os bægge Ordonanser. Pandekagerne er spiste, og de sover alle, jeg fik lige mit brev, så jeg må hellere skrive med det samme igen Ja Gud ske lov at vi igen kommer til Tyskland, som vi da håber I kan tro vi har haft nogle strenge dage i den sidste tid. Vi har marcheret dag og nat, og vi vidste ikke, hvor vi skulde hen, og ved det heller ikke endnu; men der blir dog sagt til Posen eller Thorn, hvad vi skal der, ved vi heller ikke; men værre end her kan det dog ikke blive. Ja, I kan sandelig tro, at jeg er glad ved alle mine pakker og breve og penge, som jeg har fået i brevene. Men om 14 dage får vi nok de andre udbe­talt, så nu skal I dog ikke sende lige straks. I skrev om, at I havde bestilt Hejmdal til mig, det kunde være morsomt at få den. Callesen får engang om Ugen Sædekornet, den får jeg. I går aftes var jeg på buroet, og var gående da det ikke var så langt. Og da jeg gik hjem, gik jeg gennem en lille skov, hvor månen skinnede så klart, og alt var så stille. Jeg gik ganske langsom og sang Fred hviler over o.s.v.  Og bagefter kom jeg til at tænke på, at nu sad I vist for første gang sam­men med de ny folk inde i dagligstuen, som jeg synes begynder gærne hen i Nov. Far sad i Sofaen og Mor ved bordenden ved Kakkelovnen, bægge med Hejmdal og Dannevirke og læste om kri­gen, ja jeg kunde se hvert billede derinde, da med et kom der tårer i øjnene, og jeg måtte græde; men så kom jeg i tanker om, at Gud nok skal føre mig hjem igen, og jeg kom også til at tænke på, at jeg jo i grunden må være glad, mangen en her i komp. har kone og børn og er selvstændig, gården er afbrændt, og han er en arm mand. Ja så må jeg jo takke Gud, og I også, kære far og mor. I må være glad ved, at det ikke er i min  Hjemegn krigen raser. I har nok læst om, hvorledes det ser ud i Ostpreussen. Ja her også, tænk blot hvad det vil sige, sådan en aften, når der kommer en 20 mand ind i et lille Hus som hos Thøjsen og siger, nu er vi de rådende her, og mange tænker jo ikke altid på, at det er civil folk, som ikke kender til de grovheder. Og alt ser de igennem, om der dog ikke kunde være lidt, de kunde bruge. Ja det er skam ikke så let. Ja jeg vilde ellers have sluttet, men lige som jeg var ved at slutte, kom der en anden Gefr. (Ordonans) og bragte 3 breve fra Trine, og 1 fra eder og en Hejmdal, og der kommer endnu mer, og fra den anden side kom Underofficeren med bagte Pande kager, og en pakke, han havde fået med Chocolade og kaffe. Kaffen havde han kogt, så spiste vi pandekager og drak kaffe, jeg havde sukker, så det var et helt festmåltid.

Og jeg sidder alene i Sofaen, de andre på polstrede Stole, i Kakkelovnen brænder det, Trøjen er aftrukken, piben er tændt, og sådan skriver jeg hjem til Jer. Ja kære far og mor, jeg kan nok for stå, at I har væntet efter brev. Men da postforbindelsen var så dårlig, vilde jeg ikke skrive, og ofte er man så træt om aftenen, at man er ved at slippe i søvnen med maden i munden. Det er grunden til, at I ikke har fået før, nu blir det vel bedre, når vi kommer til Tyskland igen. Ja jeg har også ligget foran Varschau, men blev nu taget ud af kæden og har marche­ret dag og nat. Ja Hemming vidste jeg nok lå foran Varschau, da 17. Korps ligger til Højre for os, men tænk Jer blot, at 1 korps har en spænding af en 10 kilom. og har 25.000 mand, så det er jo ikke let at træffe hinanden.

 Og ind i andre Armékor kommer man jo aldrig.

Nej lille Mor, jeg er ikke med i fronten, jeg har endnu min gamle plads. Nej jeg må skam ikke klage over min soveplads om natten, jeg er for det meste under tag, og for det meste ligger jeg på en knippe halm i køkkenet. Det kan jo forekomme at jeg må nøjes med laden. Men er det sådan, gir Hauptmanden mig for det meste en Hestedække, og han sørger nu altid meget for sine folk ved Staben. Ja nu vil jeg slutte for i dag, jeg skal nok sende et kort på henfarten. Hils nu alle derhjemme fra eders Peter.

Her kan I se et billede af en grav af mine kammerater i Øst­preussen.