Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

26. juli 1914, Løtzen (Gizycko)

< Forrige Næste >
Løtzen (Gizycko)
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

Kære Forældre!

Ja tak for brevet i dag lille mor og for indbydelsen; men som jeg skrev forleden, kan jeg ikke modtage den. I er jo vel lidt ked af det, og jeg selvfølgelig også; men det havde jo været værre, hvis jeg havde været syg, eller noget andet noget. Der er jo gået så meget bort fra mig i de sidste par år, så jeg tåler jo nok også dette her; men nu havde jeg jo glædet mig forfærdelig til det, og I jo også. Feldveblen sagde også, at det var noget pjat af Hauptmanden, for han kunde jo dog have taget en Gefr., for jeg skal jo dog derfra efter Manøveren; men han har jo nu sine egne folk han holder sig til. Ja jeg var der endda nok en­gang, for igår sagde Feldveblen, at hvis jeg vilde, kunde jeg gå hen og byde ham hans Pudser, som er en hel fornuftig en, men det var ikke nok. Han svarede blot, at han vilde ikke gå her og være bange for, så snart der kom et brev fra Kommandanten, at det var en klage over hans Ordonans, og Pær måtte gå slukøret tilbage. Jeg er lige kommen hjem, jeg har haft så meget løberi i de sid­ste to dage, men i morgen kan jeg sove helt til kl. 7, hvis jeg vil, og er fri morgen middag kl. 1. Jeg skrev om en pakke for­leden, nej den skal I ikke sende mig, da jeg fik  jo en, hvorfor jeg takker; men I kan jo sende mig 10 marken i et brev til næste Søndag. Pakke vil jeg ikke have foreløbig, da det er meget for varmt. I går havde vi 44 gr. varme. Og så har vi ikke fået regn, siden en af de første dage vi var i Arys.

Høet har de inde her, og er i lag med Byg og Rugen, de fleste har Rugen inde. Ja det er skam tidlig. Ja nu får I ikke mere, da I jo lige har hørt fra mig. Og vær nu ikke alt for ked af det, for jeg skal nok holde modet oppe de 400 dage vi har endnu. Med Hilsen fra eders Peter Mærsk.

Note

Dette her er notefeltet
Oprettet: 06-03-2011 17:39:59 | Rettet: 05-07-2014 20:12:25