Jernkorset.dk

Kære Forældre!

Vi er i morges rykket ud fra Løtzen og er kommen til en lille stad, som hedder Rhirn, og hvor vi bliver foreløbig, der var ingen plads mere i fæstningen, og så måtte vi ud. De havde en streng marsch hertil, mange måtte blive tilbage. Jeg kan jo sagtens, jeg sidder på cyklen, jeg måtte jo have alt i orden til Majoren kom, have en lille Skrivestue indrettet. Men det gik alt udmærket, og folkene er her så flinke, jeg fik et god Middagsmad og Kaffe lidt efter, nu er hele Batt1. kommen. Jeg ved ikke, om jeg blir ved Kommandanten, ellers kommer jeg som Cyklist ved Bagagevognene, altså følger altid bagefter, ellers blir jeg som Ordonans; men i første Linie kommer jeg i hvert fald ikke. Omtrent en 800 m. kommer jeg bagefter fronten.

Men vi har jo ingen Russer set endnu, og efter hvad det for­tælles er Russen jo så bange, eller rettere de vil ingen Krig, så snart de ser en fjende løber de bort. Jeg har fået brev fra Trine idag og tak kære forældre, for det I har taget så godt imod hende, hun var så glad ved det, og ikke mindre jeg, jeg er så glad i dag, som om der var ingen ting. og Gud skal nok hjælpe os igennem det, og så blir glæden dobbelt så stor. Og må jeg virkelig komme lykke­lig hjem igen, så må I ikke tro, at vi vil giftes der med det samme, nej vi vil have endnu meget mere at se af verde­nen, og lære meget mere, så at vi engang med tiden kan bygge og danne et godt dansk og kristen hjem, som vi bægge er gået ud fra, og dertil skal Gud os nok hjælpe, når vi beder ham om det.

Ja nu får I ikke mere i dag; men hold nu modet oppe, og tænk at der er så mange der må over denne mur.

Ja kære alle lev nu vel til vi ses.

eders søn Peter.

NB. Jeg har sendt mit tøj hjem, da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle have det, da nu der kom andre på kasernen.

(i samme kuvert)

Kære Forældre!

Jeg er nu opstået, har fået kaffe og skal nu om en time på buroet. Jeg kunde jo nok ligge lidt længere, men når Kirke­klokken slår 6 kan jeg ikke sove mere. Af nyt er der ikke meget. Blot igår aftes kom der Melding, at foreløbig blev vi 147 her ved den russiske grænse til beskyttelse for be­folkningen. Vi skulde foreløbig ikke i forbindelse med det store Armekorps. Og blot vi kunde blive her, da det er meget bedre her end i Garnisonen. Jeg er også glad ved at jeg ikke ligger i Altona nu, da jeg så var kommen mod franskmændene, som er lige så dygtige som os. Russen kan nemlig ikke skyde. Men jeg er ked af, at jeg ingen breve får, jeg er ved komp. to tre gange om dagen og høre, men der er ikke noget. Men fra Trine har jeg jo nu også hørt for 4 dage siden, bare mine breve kommer hjem.

Ja nu lev vel og hilsen til jer alle fra eders Peter.