Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Tak for brevene i dag fra den 11 - 14 - 15 og 20. Nov. Det er gået meget hurtig, et brev herind i 4 Dage. Og tak for de kære pakker igår. Jeg skrev ellers i forgårs, men jeg synes jeg kan bedst få tiden til at gå med at skrive hjem og til Eder alle derhjemme. Jeg fik de pakker igår, som I først har sendt af, blot min Lædertrøje er endnu ikke nået herind; men den kommer vel, jeg ved ikke rigtig, når I har sendt den af. Ellers har jeg fået alt, hvad I har sendt mig. Så vi lever ordentlig i de dage. Og Konov har også fået sine pakker. Jeg fik også Hejmdal igår, hvor det lille stykke var i fra Eders Sølvbryllup. Da jeg havde læst det, måtte jeg gå uden for, jeg ved ikke, hvad der var i vejen; men jeg måtte græde. Jeg syntes, der var noget der sagde til mig i det lille stykke, og jeg syntes jeg kunde se Far stå, ham som jeg og jeg ved alle, anser for den stærke og rolige Mand, sige Mor tak for deres Samliv; men så kommer det lille ord. Med Vedmod fortalte han, at det bedste de ejer, deres Dreng er på vej til Fronten, ja og jeg ved, at er Far først vedmodig, har allerede mange måttet bukke under for Gråd.
Ja så kommer man igen tilbage til det, hvor er det ikke godt at have et godt Hjem, og en Far og Mor. Tak for alt godt imod mig.
Jeg kom ikke videre i aften, nu vil jeg ende brevet, jeg har jo ikke så meget at skrive om, når man skriver så tit; men der kommer jo oft en tanke og et spørgsmål i Eders breve, som jeg må besvare; men oft kommer der så en 4 - 5 breve på en gang, så må I undskylde, når jeg forglemmer et Spørgsmål. I spurgte om der var megen Sne her, nej, der er lige kommen en Transport fra Ersatz Batl. og som fortalte, at der lå meget Sne i Lyk, vi har slet ingen Sne her, i disse dage en let Frost. Om jeg ikke mærker min Sygdom mere, nej ikke det mindste spor, jeg har en rigtig god Appetit, og ser vel også rigtig godt ud, blot oft kan man jo ikke stille Appetitten, når man ikke har at stille den med, nu blir det jo bedre ser det ud til.
Nej lille Mor, fryse gør jeg heller ikke om Natten, jeg har min egen dække og så en stor dække af min kammerats, og den er god både for kulde og Lus, da den går der ingen i, når den er gennemtrængt af Hestestøv. Jeg har også i dag fået Højskolebladet som jeg er meget glad ved, nu har vi både Hejmdal og Høj. I har vel husket at bestille den af igen.