Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Glædelig Jul og et velsignet Nytår ønsker jeg Eder, ja jeg kan høre Far siger de Ord endnu, når han læste af den gamle Bog, og Mor sad i Gyngestolen, jeg i Sofaen. Ja nu er det to Ar jeg ikke har fejret Juleaften hjemme; men da jeg havde Lejlighed til i Ro at tænke tilbage på svundne dage. Som jeg for et par dage siden har skrevet har vi haft travlt med at skaffe hjem til Jul, og det kneb at blive færdig dermed. For tre dage siden kom der så mange store Julepakker, og jeg fik nu den Opgave at skaffe dem hjem.
Der stod mig 21 Vogne til rådighed, og vejlængden var 28 Kilom. hen; men der var også blot 11.500 Pakker, og efter hvad jeg kørte den første dag kunde jeg lade dem på af to gange; men da vi nåede Juleaftensdag kom der Melding, at der endnu var indtruffen 4000, og skønt jeg først var kommen hjem natten mellem 22-23 kl. 3 så kørte jeg igen med 6 Vogne, og nåede først hjem Juleaften kl. 8½, og de gik straks videre, og jeg har hørt i morges, at de kl. 11 var i Graven hos hver enkelt. Ja jeg syntes jeg gjorde et godt arbejde der, med at glæde de kære der i Skyttegraven, som vel lå og tænkte: min kommer ikke til jul, og så med et er der gået et Lys op i 4000 mand. Nu vil I jo sige, det var en kedelig Juleaften, nej jeg var rigtig godt tilfreds, vi har en forfærdelig kulde 17 Gr. og så en snefog, og det har vi nu haft i 4 dage. Men jeg sad på hjemvejen i går aften mellem alle pakker på en vogn, havde lavet mig et rigtig Hul, og så et Fåreskindspels på, Hovedbeskytter om Hovedet, og så tænkte jeg på nu er de ved Bordet nu læser Far, nu synger de en Julesalme, og nu tænder de Juletræet. Ja, jeg kunde se den dampende Hare komme ind, og jeg var næmlig hungrig, og kunde godt have haft et stykke, så nåede vi hjem, og de havde ventet efter mig, Konow og de andre Kammerater havde lavet lidt varmt tilrette, de havde tigget et par Kartofler og så har de kogt et stykke Kød, og det smagte udmærket. Her har de også haft lidt Fest, en stald har de pyntet med Juletræ og Grangrene, og et stort Bord i midten lå der til hver en lille Gave, og så blæste Reg.musikken et par Julesalmer, og så gik hver til sit.
Jeg sad lige ved Bordet og vilde spise da kom der en, jeg skulde komme til Majoren, jeg kom ind, de sad ved Nadveren, ja Steg og alt havde de natyrlig. Og han sagde, at det havde jeg gjort godt, og nu skulde jeg have to Hviledage, og her har du en lille gave, og her en Flaske Vin, fordi du har gjort det så godt. Og så drak vi et mundfuld vin og kl. 11 gik vi til ro.
I går efterm. mens de var i færd med at pynte og de hæntede Juletræer i skoven slog der en af de russiske svære ind og knuste en af dem som er her ved staben hans højre ben, men alligevel havde han takket for at han havde beholdt Livet. Ja nu ikke mere idag, vi sidder så lunt og godt herinde og skriver, holder snak.
Eders Peter.