Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

10. juni 1915, Branusberg (Braniewo, Poland)

< Forrige Næste >
Branusberg (Braniewo, Poland)
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Trine Mærsk
Trine Mærsk

Min lille Trine!

Ja jeg kommer til at sende dig endnu et brev her fra Skolen, jeg er ikke borte endnu; men jeg har alt i orden til at rykke af til tredie komp. De har kvarter lige ved siden af det Hotel hvor I havde Logi. Jeg er afløst her fra vagten og laver nu slet ingen ting, ja det er et dovent levnet; men nu skal jeg jo til at løbe bagefter Rekrutterne hele dagen, så den tykke vil nok tabe af alt det han her har samlet på sig. Det er egentlig sært at tænke på, at nu skal man til at ekcercere med sådanne gamle karle, som snart kunde være min Far; men så­dan er Militærlivet jo. Tak for brevene igår og for Hilsenen fra Johannes og Marta. Det ene brev havde du skreven i Hejsel og kom samtidig med det hjemme fra Ravnhold. Ja jeg skal nok sende et billede, når jeg blot først får dem, men det er kun en gammel mand, og han har meget at bestille. Du skrev om, hvorledes det så ud i eders Dagligstue, aa lille ven, jeg kan tydelig se det, og jeg forestiller mig det altid fra det ene Hjørne i Sofaen af, hvor du ved altid var min plads. Og så kan jeg se min lille Trine komme ind ad Døren, og så  nu ikke mere .

Jeg har et grulig bøvl her i disse dage, en havde fået lov til at gå i byen, og kom først hjem den næste morgen. Og nu må der slet ingen af mandskabet gå i staden uden lov af Feldveblen. Mig kan det være det samme, jeg går når jeg vil. Feldveblen sagde også igår efterm. Nu, Mærsk han kan holde det ud her. Jeg mente at jeg også havde lidt til gode ude fra. Ja, sagde han, jeg misunder dig det heller ikke. Ja sådan er det, når man forstår at smøre lidt.

 Du skrev om at folk sagde, at denne Krig kunde vare mange år.

Nej lille ven, det må du nu ikke tro. Og Mor skrev også, at der var bleven skreven om, at Nordslesvig kanske kunde blive Krigsskueplads. Ja dem der ikke har været Soldat kan tro det.

Men du, Hemmelighed er mere værd end de mange folk her i denne Krig. Ingen ved om en plan at sige før den står fuldendt.

Du skrev om mit Hår kom igen. Ja nu tror jeg at jeg ser ud som før. Mit Hår gror nu ligeså godt som før. Og jeg skal nok kommehjem til dig, hvis jeg må få lov at komme hjem, som den samme

Peter, som nu snart for to år siden drog fra dig.

Nu slutter jeg med mange Hilsener fra din egen Peter.

 

Oprettet: 15-03-2011 22:58:49 | Rettet: 05-07-2014 20:13:59