Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Jeg kan ikke lade være med at sende tankerne hjem til Eder i dag på lille Mors fødselsdag. Jeg har taget mig et kop kaffe iaften, hvor jeg nu sidder og skriver, og netop ved det bord og i den Kafee, hvor vi den første dag gik op, da I var her. Jeg er ganske alene, og der går så mange Minder op, ja langt tilbage kan jeg huske Mors fødselsdage, da havde man ikke tænkt på alt dette her.
Ja jeg er ellers rigtig glad kan I tro, og takker for at jeg har det så godt. Havde jeg ikke fået den kommando som jeg sidst skrev om, var jeg taget en tur på 4 dage til Berlin, og skulde have rejst i nat. Der er jo stor afsløringsfest for Tannenberg i Berlin i disse dage, hvor der er indbudt 5 Officerer og 8 Underofficerer eller Gefr. og 20 Mand, og der var jeg også bestemt; men da vi blev Majoren forestillet sagde han, det nytter ikke at han kommer med, da han nu er Ordonans, og vi kan ikke uden videre rive ham bort, og vi kan ikke stille enhver derhen. Så måtte jeg føje mig i Skæbnen. Det gør heller ikke noget; min kamrat fra 12. komp. kommer nu med, og han er jo glad.
Nu mange Tak for brevet og Pengene i går og i forgår og slutter med mange Hilsener fra eders Peter, som tænker på Eder.
Nu går jeg hjem i Seng.
Nu har jeg bedre tid til at skrive, sålænge det varer.