Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Trine Mærsk
Kære lille Trine!
Tak for brevet i går. Jeg har det rigtig godt i det nye Aar, skønt vi ikke har mærket meget til det, at vi er gået ind i det nye Aar. Jeg har for en par dage siden fået brev fra Skopnik, han gik to dage før jul af til fronten, men ikke til os, men til Mobile Ersatz Batl. Han fortalte mig, at han havde taget min Eks. og havde forlovet sig, og han syntes helt godt om det, men det havde ikke været helt godt at komme afsted, først så nær på Jul og så bor hans Forældre og kæreste tæt ved Lyk. Men han håbede, at der snart var fred, så at han kunde komme hjem igen. Ja, det er ikke alene os der længes, nej der er så mange.
I går kom Peter Petersen hjemmefra, og han var helt godt tilfreds med, at han havde været hjemme. Jeg ved ikke om I har hørt det, der er en Udlovstransporttog, som er løbet af sporet mellem Berlin og Thorn, og den var han med; men der skete ham ikke noget. Der var ellers 28 døde. Ja man tror, at når man blot er bag ved fronten, så er man sikker.
Du skrev om hvad du skulde fortælle mig, om jeg interesserede mig for det, Trine, blot din lille Hånd har skrevet det, er det mig altid kær, og jeg synes altid jeg kan se dig, når du sidder og skriver til mig, ja hvor vilde jeg gærne komme listende ind af Døren, når du var ved at skrive og så ja jeg vil ikke for tælle dig mere, kan du tænke dig det ?
I går fik jeg først min rigtige Julepost, jeg fik brev fra N. Kjær, som fortalte at de havde fået en søn, og fra Søren Jensen, som var kommen hjem. Og så en hel del Kort.
Du jeg kan ikke mere i aften, de sidder alle her og snakker, så jeg kan ikke samle Tankerne. Slutter med mange kærlige Hilsener fra din Peter.