Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

6. februar 1916, Dünaburg (Daugavpils, Latvia)

< Forrige Næste >
Dünaburg (Daugavpils, Latvia)
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

Kære Forældre!

Tak for brevet igår, og pakken i dag med Kage. Jeg har det rig­tig godt, er sund og rask. I går aften da jeg kom hjem fra en lille tur, stod N. Skau her og væntede på mig. Vi sad her lidt, men han skulde være hjemme kl. 9 for Hestenes skyld. Jeg har jo ingen bestemt tid, jeg har tjæneste, når jeg er der, og er jeg der ikke, venter det på mig. Jeg takker for Hilsenen og for alt hvad han har fortalt mig derhjemme fra. Han var ellers helt glad ved, at han havde været hjemme, og over at han havde set hjem­egnen igen.

Jeg var nu med ham i hans Bolig, og vi gik ganske langsom, og han fortalte derhjemmefra. Jeg gik så alene hjem og måtte igen en halv Time på Buroet, og kl. 12 da jeg vilde gå til ro, var det så stille, og jeg hørte en surren gennem Luften. Lyskasterne fra Dynaborg spillede over hele Himmelen, og der så man et Luft­skib glide helt langsomt over os, og vi hørte så efter en 20 minutters forløb Eksplosionerne i Dynaborg eller i hvert fald i den retning. Så var alt stille, og vi gik til ro.

I dag er der igen kommen en Transport an. Der var en tre Under­officerer, som jeg kendte, ellers var det blot nye. Niels fortalte, at hjemme var det regnvejr hver dag, vi har her et dejligt Solskin vintervejr, lidt Frost, men slet ikke kold. Jeg har også modtaget Raserapparatet og er i fuld gang. Jeg har ingen lyst til at skrive i de dage, da jeg sidder på Buroet hele dagen, vi har så meget at skrive i denne tid, det er angående hvorledes Skyttegravene skal laves for en Stillingskrig, så I må undskylde mig i disse dage.

Slutter nu med mange kærlige Hilsener fra eders Peter.

Også tak for de 5 Mark fra den gamle i Birkelev, men jeg kender ikke hendes adr.

 

Oprettet: 22-03-2011 17:07:57 | Rettet: 05-07-2014 20:15:30