Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

31. marts 1916, Dünaburg (Daugavpils, Latvia)

< Forrige Næste >
Dünaburg (Daugavpils, Latvia)
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

                                                                                                                                                      P.M.

Kære Forældre!

Tak for Brevene igår og forgår. Jeg var ifærd med at skrive igår aften; men så kom der kl. 8  igår aften 12 Vogne an med Cement Brætter og Lyng. Og så skulde jeg have det fordelt. Jeg har det ellers rigtig godt, og vi ligger så rolig som den hele Vinter. Nu er Russerne jo også kommen til ro igen. Nu er Forårsforberedelserne og Sommerens også i fuld gang her. Kuskene kører Gødning hver dag, og der kommer plove. Men Sneen er endnu længe ikke borte, men de er jo nødt til at have det ud før det tøer alt for meget, for så ser de vel hverken Kuske eller Heste mere.

Mor skrev idag at I havde hørt at der var bleven kastet Bomber ved Højer Sluse, ja jeg skrev det jo for et par dage siden, at jeg kanske vidste det før end Eder. Nå I behøver ikke at være bange for de rygter om at de vil lande Tropper, det er kun fal­ske rygter, det har vi også hørt.

I dag da har jeg også fået et kort igen fra Konov, han er også glad ved at være hjemme et øjeblik. I går kom der en ny Maskin-Geværkomp. igen, og den kom i to dele, en igår eftermiddag og en igår nat, og så måtte jeg op kl. 2 igår nat og give dækker og alt muligt ud, I kan tro jeg var ikke god, da de der kom an bøvlet, og jeg måtte ud af den varme Køje. Jeg stak blot bare Benene i Støvlerne, ja her kan man opleve alt muligt, og I vilde tit le, når I så alt de ting og det liv vi fører her. Jeg ved ikke om jeg skrev at det gav ingen udlov mere herfra foreløbig, nu er det allerede igang igen. I kan tro de var lyk­kelig, da de tog afsted i dag.

Ja ellers har jeg ikke noget i aften, og jeg skal i Seng nu. I aften har jeg spist Eg til aftensmad. Da jeg kom ned i min Hytte, og havde som vi jo kalder det hjemme Fyraften, havde Konovs Stedfortræder 2 Eg kogt til os.

Nu mange kærlige Hilsener fra eders Peter.

Vil I huske at skikke Papier.

Oprettet: 22-03-2011 17:53:10 | Rettet: 05-07-2014 20:15:45