Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Tak for Eders Brev idag. Ja jeg har det rigtig godt, vi er sunde og raske. Jeg er ikke på Tur endnu, men i de nærmeste dage. Nej vi har ro her, og med II er der ikke noget at mærke til her. Vore Flyvere flyver hver dag i den retning, og der er ingen ting meldt her; men Russerne har ved vort III Batl. hængt en Plakat ud, at de måtte ikke skyde, da der var udsigt til Fred, men det er jo ikke så let at lade være. Aa ja jeg kan helt godt med Majoren, og han har også en hel god tro til mig, man skal jo blot forstå at skyde tingen. - Vor Major tager på orlov igen fra 2. Juli til 3. August. Ja det går rask væk med orloven her, en flok går, og en kommer tilbage; men det tager jo også en tid, inden en 5000 mand igennem. Jeg tænker vi kommer på rad hen i Juli også; men ikke noget bestemt, da der jo kan ske forandringer til den tid. Jeg havde også brev fra Uffe idag, de er jo kommen et andet sted hen; men han er jo også helt godt tilfreds der, de er jo ellers vant til at blive, hvor de kommer, og ikke de flyvende Reg. som vi, nu må vi jo heller ikke klage, vi er jo også længe her og vænter at blive her til Freden kommer, som vi snart vænter. -
Trine skrev, at hun havde været ovre hos Nis Rahr, og at Asmus nu vist snart blev helt fri. Ja man ved aldrig, hvorledes det kan gå, den gang mente han, at han kun var let såret, og nu blev det til et hård Slag. Konov er to gange såret, og mange er 4 - 5 og er endnu ude, så det er ikke let at dømme. Jeg har ikke rigtig noget at skrive om i aften og vil slutte med mange kærlige Hilsener fra Eders Peter.
Vil I sende mig en Flaske "Birkenwasser" engang. Og hvorledes er det med Fodbolden.