Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Tak for Eders Brev og pakken med Kage - den skal vares til i morgen til Kaffe, da vi ingen Brød har haft idag og får først imorgen Aften. Det er ikke ret i orden endnu, men det kommer vel. I Aften har vi besørget os et par Kartofler og så først kogt dem og så sammen med en af mine Doser i panden, det var udmærket. Og på den måde kommer man igennem. Ellers er alt helt godt, vi har også lidt Sne her nu, vi ligger også så højt oppe i Bjærgene. Så når jeg kører ned i en lille By om Morgenen efter Post, der er ikke det mindste Sne.
I går fik jeg også et Brev og en Pakke fra Asmus Rahr, det kan jeg ikke forstå, de har da aldrig sendt hverken det ene eller det andet før.
I Aften har jeg været lidt oppe i Soldaterhjemmet, det er nu frisk indrettet af vort Regt. Det er helt morsomt at komme derind, så oplyst er det af 6 store Elektriske Lamper, og så er væggene behængt med alle mulige Billeder, som Soldaterne har skænket, da de lå her.
Det eneste hvad man kan få er sort Maltkaffe; men det smager udmærket. Så sidder man der og ryger Pibe eller Cigar og holder Snak eller skriver. Jeg foretrækker nu at skrive på vort Regt. Byro, der er det mere rolig.
Mor skrev idag, at gamle Rønn slagtet - ja hun var jo også 24 Aar gammel, så hun kan nok holde Søndag. Og så har I solgt en Hest mere, jeg ved ikke rigtig hvad det er for en. Ja kunde man blot komme hjem og arbejde med de dejlige Heste igen. Men den tid kommer jo også nok med Vorherres hjælp. Ja nu vil jeg slutte for i Aften, også vil jeg gå i Seng, ja det ord er snart bleven helt fremmed for en. Nu mange kærlige Hilsener til Eder alle
Eders Peter.