Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Peter Mærsk
Mor og far
Kære Forældre!
Nu vil jeg endelig gøre mit Brev færdig. Vi har det rigtig godt efter Forholdene, blot forplejningen er ikke rigtig god endnu; men det kommer nok. Nu vil jeg så gå lidt tilbage og begynder ved Ensisheim. Vi blev forladet i E. og havde en lille Banetur på 7 Timer og landede i Waldighofen en lille By. Der lå vi som jeg skrev i en Skole i to Dage, det var jo en Sport. Så kom vi i Stilling, vi kom til Feldburg også en lille By, som ikke er beboet af Civil, vi ligger på et Slot eller Kloster. Vi ligger her lige tæt ved Grænsen til Schweitzen, det skal være helt morsomt at se, der står de Grænseposter i deres Fredsuniform og her er alt alvor; men det skal jo være sådan.
Ja jeg tager endnu hver dag efter Post; men nu er det da ikke så langt som til M. Og så kan jeg sove længere om morgenen. Vi står op kl. 6½ , og kl 11 tager jeg først afsted herfra. Det er ikke helt let med Posten nu, alt blir revideret; men man kan jo nok få det ordnet endda. I må aldrig skrive Bynavnene helt ud, når jeg har skrevet dem hjem, blot med begyndelsesbogstaven, da mine Breve blir jo også kontrolleret. Kan I ingen Breve lade gå uden om, med orlover der tager sydpå eller lign. Ja nu vil jeg slutte for i Aften, da Brevet skal bort om et par Timer. Slutter nu med mange kærlige Hilsner fra
Eders Peter