Jernkorset.dk
Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig
Uffe
Trine Mærsk
Kære Søster Trine!
En rigtig glædelig Jul ønsker jeg Dig lille søster. Nu er det et par dage siden jeg har hørt hjemme fra, men jeg håber da, at Du og den lille pige er rask. Jeg tænkte jo helt bestemt at være hjemme i Julen, men nu bliver det nok en skuffelse. Jeg har mest ondt af det for dem der hjemme, de havde nu glædet sig til, at jeg kom. Vi er jo vant til skuffelse især hvad orlov angår. - Nu har jeg trøstet mig med at din Peter nok kom hjem i Julen, men forleden skrev han, at det ikke var helt bestemt. Men vi kommer nok engang knap efter nytår, og med Guds hjælp får vi nok fred engang snart, og så får I os hjem for bestandig. Kan du snart komme op, der er vel ikke tale om, at Du kan komme hjem i Julen. Juleaften holder du vel sammen med dine Svigerforældre.
Her har vi Julevejr med sne og frost, men det holder sig vist ikke til Julen. Kan du huske da vi gik i skole, hvor var det en dejlig tid, når julen begyndte at nærme sig, når vi lærte Julesalmer i skolen, og juleforberedelserne begyndte hjemme. Og når så Juleaften kom, det var jo det allerbedste.
Gud give os også i år en god Jul og barnesind til at tage imod den. Kærlig hilsen fra. din bror
Uffe Gad.