Jernkorset.dk

Kære Forældre !                                                                                

Tak for Eders Brev idag, og for Pakken med Sæbe, den kom idag. Og også tak for indholdet i Kovertet. Den har vandret om i Regt. 43, da der stod Pakke No. 43 Men nu, det kom lige tilpas. Sæbe havde jeg kun et stykke Krigssæbe. Ellers har vi det rigtig godt, er sund og rask. Nej vi er ikke ude af stillingen endnu og kommer det heller ikke foreløbig. Nu har Kampen taget af, og alt sover lidt ind igen. Men som i Rusland og Feldburg blir det aldrig. I Aften er det et herligt vejr, og alt er rolig; men Luften er fuld af Flyvere. Franskmanden vover sig ikke over vore Linier.

Jeg sender idag et par Kort fra Laon, det er herligt at køre derop ad de stejle Bjærge. Der er civilbefolkningen endnu, da det er over 25 Kilom. bag fronten. Det er blot bedre folk, kan man se, og man kan se på dem, de går alle med sørgende Blikke og tunge Tanker. Ja det arme Frankrig. Nej lille Mor, for døden har jeg ingen Angst; men som sagt jeg vilde så gærne hjem til Eder alle I kære derhjemme igen. Og jeg tror også helt bestemt, at jeg må få mit øn­ske opfyldt. Det er en sær ting herude, som jeg også oft har skrevet om, er det en der skal bort, kan han skjule sig så godt han vil, han kan være så langt bag fronten som han vil, han må dog bort. I går var der en, der lige er kommen ud, sad kun en time i hans Hule og talte med hans nye Kammerater, da traf der en Granater oppe på Jord­hulen, og et stykke gik igennem og dræbte ham. Hans Kamme­rater var udskadte.

I mente Staben lå i Hus. Ja vi kunde godt ligge i et Hus; men den er ikke sikker, og derfor har vi gravet os ind i Jorden. Det er en høj en 250 m. høj, og der går der gange ind, der er en 100 m. lange, og der kommer så et rum, hvor der Dag og Nat brænder lys. Det kalder vi "Gefægt­standen". Så har vi noget, der kaldes "Skovlager", det er ude i Skoven under fri Himmel, der ligger vi nu, og så er der en del altid på Gefægtstanden. Majoren har ikke været i Skovlageret endnu. Ja når det er godt vejr, er det helt godt; men ellers kan I jo sætte Eder i denne stilling, at blive sat ud midt i Linnet Skov, og sige her blir I, til vi hænter Eder. Og derfra cykler jeg hver dag hen på Ge­fægtstanden. Og der blir jeg hver gang taget under Ild. Nu kender jeg Franskmanden. Han vil gærne spare på Munitionen, og så skyder han altid _to skud og holder så op i en to minutter. Og i den moment står jeg på lur bag en Stenmur, hvor han ikke kan se mig, og når de to skud er falden, er jeg på cyklen, og to minutter efter er jeg i Hulen, der kan han rolig skyde. Men man skal først lære hinanden at kende. Det er jo heller ikke altid at han skyder.

Ja nu ikke mere i Aften, slutter med mange kærlige Hilsener og _tak for alt

Eders Peter.

Skulde allerede for et par Dage siden hilse fra Majoren, at vi skal nok komme godt ud af denne Hjørne igen.