Jernkorset.dk

Breve sendt fra øst- og vestfronten under 1. Verdenskrig

21. august 1917, Cessieres

< Forrige Næste >
Cessieres
Fra
Peter Mærsk
Peter Mærsk
Til
Mor og far
Mor og far

 Kære Forældre!

Tak for Eders Brev igår, og for Pakken idag med Mors Brev i. Jeg har det godt, er sund og rask, men er lige bleven færdig i Aften - kl. er nu 8. Jeg vil jo gærne tidlig til ro, så jeg holder ikke af det meget om Aftenen. Men om Morgenen da sover de andre, og selv kan man heller ikke; men nu kommer Regulski jo snart igen. Jeg havde et Brev fra ham igår. I disse dage har vi ellers haft det rolig, så vi må ikke klage her. Så har I allerede indviet Trines og mit Hjem med en lille Kaffe­selskab, det er nok hyggeligt derinde nu, det har Trine sagt, at hun var sj. glad ved det, som det nu var i orden. Ja, kære Far og Mor, tak for alt godt imod os to. Den tid håber vi er ikke fjærn, hvor vi må gengælde det alt igen. Så skrev Trine om igår, om det ikke var bedst, hun fik Krigsunderstøttelse, ja det kan hun jo nu ikke få, det er ikke så let, som sagt. Hun var ked af, når hun nu kom derind, og hun skulde være uden Penge. Kunde det ikke ordnes sådan, at hun fik ligesom Mor får, hendes Månedspenge. Så gik det vist bedre for hende. Det er jo heller ikke let at komme af og til om Penge, når man ikke fortjæner dem. Det kan I jo nu tale om med hende. Og en Pige har hun og­så både til og fra Nov. Jeg tænkte ikke, at Astrid vilde, efter hvad Trine skrev. Det er kedeligt med, at Per ikke kan komme hjem. Det er jo nu noget Vrøvl, hvad Amtsforstanderen har sagt, og derefter behøver hun slet ingen Notits at tage. Hun kan jo blot spørge ham, om han vil lade hendes Ansøgning gå videre, eller skrive selv direkt til 9. Gen.Kom. Jeg havde nok lyst til at prøve det, men jeg har jo nu gjort det så mangen gang for dem derhjemme og også herude. Abeline Kjær har så inderlig bedt mig om, da jeg var hjemme, om at få et stort Billede af Peter, da de havde prøvet alt, men ikke lykkedes. Nu efter en hel del skriveri har jeg fået en Photograf fra Angerburg, som vilde lave alt efter Ønske. Og jeg har sendt dem Adr. for over 8 Uger siden; men de har hverken givet mig Svar på det ene eller andet. Men de er jo sådan, jeg vilde jo heller slet ikke have noget for det; men dog, at de nu havde fået Adr.

Så skrev I, at det var Morbror Peters fødselsdag. Det har jeg helt glemt, men jeg vil nu skrive i Aften. Har I egentlig fået det Brev, hvor jeg skrev om K  at han vilde sende mig Ribe Stiftstidende, som han havde læst. Jeg har slet ingen Svar haft, hverken fra ham eller hjemme fra.

Ja nu ikke mere i Aften, slutter med mange kærlige Hilsner fra Eders taknæmlige Peter.

 

 

Note

Postkort 22. August 1917 En Bekendtgørelse for den franske Civilbefolkning
Oprettet: 04-04-2011 10:34:37 | Rettet: 05-07-2014 20:19:08